top of page

Introduktion

  • gauranitai
  • Oct 4, 2024
  • 9 min read
ree

I vinteren 2020 havde jeg en selvforskyldt nærdødsoplevelse. Jeg udførte et eksperiment så dumdristigt, at de fleste har svært ved at tro det, og i et halvt år derefter hang mit liv i en tynd tråd. Men hvad jeg efterfølgende lærte i min helingsproces, har været en gave, og alt i alt ville jeg ikke have været oplevelsen foruden. Jeg er taknemmelig for at kunne videregive dig denne gave, men før jeg vender tilbage til nærdødsoplevelsen og den efterfølgende erkendelse, så lad mig først introducere mig selv.  Mit navn er Gaura Nitai Das, og i et årti har jeg levet som Hare Krishna-munk i et tempel. Før nogen stejler over min religiøse baggrund, så lad mig forsikre dig om, at denne bog ikke har noget religiøst motiv. Mange af koncepterne, som du vil finde, er dog inspireret af åndelig kultur, men jeg har gjort mig umage for at understøtte hver eneste påstand med evidensbaseret videnskab, så de kan forstås og anvendes af alle uden accept af nogen form for trosretning. Hvorfor flytter en ung mand ind i et tempel og lever sit liv uden kærester, fester og karriere? Det korte svar er, at jeg var nysgerrig. Det har jeg altid været. Jeg har altid stillet spørgsmål og fundet glæde i at læse og finde svar, på nær når det var skolerelateret, selvfølgelig. Der var især tre spørgsmål, som jeg ofte tumlede med. 1 Hvad er meningen med livet? 2 Hvad sker der, når man dør? 3 Hvordan bliver man lykkelig? Efter min skolegang var afsluttet, havde jeg lidt givet op på spørgsmål et og to, men at finde svar på nummer tre syntes at være presserende i et samfund, hvor stress og depression regnes for at være en folkesygdom. Mine forældre ville gerne se mig på universitetet, men jeg var ikke inspireret til at låse mig fast på en uddannelse. Jeg valgte at købe mig betænkningstid og meldte mig frivilligt som værnepligtig. Det var en periode, hvor jeg satte mange personlige mål, og ud over at få synlige mavemuskler og komme mine dårlige vaner til livs forsøgte jeg at læse en bog om ugen. At læse intensivt baseret på, hvad der rent faktisk interesserer mig, og ikke blot, hvad man får serveret i uddannelsessystemet, var for mig en nøgle, der åbnede døren til ny viden og forståelse af verden og mig selv. Min interesse for filosofi og bevidsthed voksede, og jeg tilbragte det meste af min fritid på flyvestationen med mine nye bedste venner bestående af et internationalt hold af verdens store tænkere, mens mine værelseskammerater så Paradise Hotel og var travlt optagede af, hvem der havde de flotteste bryster. Efter værnepligten legede jeg med tanken om at tage til Kina eller Indien for at lære mere om meditation. Jeg havde smagt på Østens gamle visdom og var sulten efter mere, men rejsen blev ved tanken, for inden jeg fik den udlevet, kom en munk mig i forkøbet, og helt uventet stod vi pludselig ansigt til ansigt i hjertet af København. Han var skaldet og klædt i lange orangefarvede gevandter. En streg af gult ler var trukket op langs hans pande fra rummet mellem hans øjne og op mod den manglende hårgrænse. Der hvilede en stak tykke bøger på hans arm. Hvem er du?! spurgte jeg undrende. Han fortalte, at han var munk og studerede meditation og noget, han kaldte Krishnabevidsthed. Vi havde en interessant samtale, og han spurgte ind til mit liv. Jeg fremlagde min plan om en spirituel rejse for at finde svar på mine spørgsmål om lykke og livets mening. Munkens svar overraskede mig: "Unge mand, den mest afgørende faktor for din lykke og din livskvalitet er tilstanden af din bevidsthed," sagde han og så mig dybt i øjnene. ”Det handler ikke om, hvor du er, men hvor din bevidsthed er.”

Han inviterede mig til at besøge templet, som ikke lå på et helligt bjerg i Indien. Det lå i et villakvarter i Vanløse. Det sparede mig for en flybillet, og i stedet tog jeg cyklen. Som sagt har jeg intet religiøst motiv med bogen her, så jeg vil let og elegant hoppe hen over episoderne, hvor jeg forelskede mig i Bhagavad-gita, som er et af de vigtigste skrifter i hinduismen, fandt mine svar på spørgsmål et og to, og fik vækket min tro på reinkarnation, karma og en kærlig Gud – det vi i min tradition foretrækker at kalde Krishna. Jeg besluttede mig for at flytte ind i templet for en periode. Morgenstunden med munkene startede tidligt og bød på en ceremoniel fællesmeditation med sang, dans og musik samt tid til en individuel to-timers meditation. Der var fælles undervisning i de gamle esoteriske skrifter og tid til diskussion og fordybelse i åndelige emner. Jeg så på det som en åndelig værnepligt. Morgenen var sat af til at fremelske en oplyst bevidsthed og kultivere viden, og dagligdagen blev brugt på at omsætte viden til praksis ved at udføre uselvisk, ulønnet tjeneste for fællesskabet. Templet blev mit hjem, og jeg glemte alt om at flytte ud igen. Livet i templet var for mig en komplet livsstil, der dækkede alle mine sociale, intellektuelle og kreative behov. Det blev min uddannelse, mit arbejde, min fritidsinteresse og mit fællesskab. Efter de første år at have fokuseret intensivt på studier af den traditionelle visdom vendte jeg tilbage til min gamle vane om at lade min nysgerrighed influere min læsning og bevægede mig uden for pensum. Jeg blev fascineret af emnet selvdisciplin, som også er et tema i den gamle visdom. Jeg levede i forvejen et meget selvdisciplineret liv og så, hvordan det havde givet mig en øget fornemmelse af frihed i min tilværelse. Jeg var fri for afhængighed og på trods af, at jeg ikke havde nogen ejendele, følte jeg mig rig på en anden måde. Jeg var stolt over, hvor spartansk min livsstil var. Jeg eksperimenterede med at mindske mit behov for søvn ved at spise mindre og forstå mine hjernebølger. Jeg strammede hele tiden skruen, og selvdisciplin blev et mål i sig selv. Hvis en mulighed for at udøve selvdisciplin kom min vej, tog jeg den gerne, så da jeg faldt over en bog med titlen The Science and Fine Art of Fasting1 af Dr. Herbert M. Shelton, læste jeg den med stor interesse. Shelton argumenterede i sin bog for, at det at faste er en naturlig proces, hvorigennem et levende væsen har mulighed for at forny og rense sin krop, og at næsten enhver sygdom kan kureres, hvis blot man giver kroppen tid og fred til at gøre sit arbejde. Han refererede til eksempler fra dyreriget. Bjørnen faster igennem vinterhiet, og larven mens den i sin puppe transformeres til en sommerfugl. Jesus, Moses og Pythagoras blev nævnt blandt andre eksempler på mennesker, der havde fastet 40 dage og længere som en del af deres åndelige liv og kultur. Jeg var inspireret. Appetitten forsvandt efter et par dage og kom ikke igen de næste uger. Eftersom jeg ikke følte mig sulten, var det ingen udfordring ikke at spise. Shelton havde skrevet i bogen, at når kroppen er klar til at spise, skal den nok lade dig det vide, og at du ikke vil være i tvivl. Så jeg ventede. Den største udfordring var at få tiden til at gå. Jeg brugte det meste af tiden på gulvet af mit værelse i templet, hvor jeg læste, mediterede og tænkte over livet. 38 dage senere lignede jeg noget fra en koncentrationslejr. Hver eneste knogle i min krop stak tydeligt ud. Jeg havde forventet at sulten ville komme igen tidligere, men mærkede stadig intet. Jeg stillede mig på badevægten, som viste 39 kg. Det er virkelig ikke meget, når man er en voksen mand og måler 190 cm i højden. Jeg besluttede at bryde fasten. Det siges, at enhver idiot kan faste, men at det kræver en vismand at bryde den ordenligt. Man skal være forsigtig med, hvad man spiser efter så lang en pause, ellers kan det være farligt, så jeg var meget påpasselig. Jeg brød fasten med 200 cl kokosvand med et par dråber citronsaft. Det var noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. De næste par dage spiste jeg kun små måltider af let fordøjelig frugt. Hovedsageligt vandmelon. Hver dag spiste jeg lidt mere, og vægten begyndte så småt at komme igen. Det var opmuntrende. Jeg begyndte efter en uge at introducere ris og grøntsagssupper, og det gik fortsat den rigtige vej. Jeg vejede 47 kg, da katastrofen indtraf. Jeg troede, at jeg var ude af farezonen. Jeg havde glædet mig til endelig at kunne spise god mad med venner igen og takkede ja til en invitation om at komme til middag hos en familie, der var venner af templet. Men hvilken fejl, det var. Vores værter var indere, og min nærdødsoplevelse kom til at skyldes noget så banalt som en overdosis af chili. Min krop var ikke klar til stærk mad, og de næste dage kunne jeg ikke holde på føden, uanset hvad jeg spiste. Min fordøjelse havde fået et chok, og min vægt tog et dyk til 44 kg. Det lyder måske overdrevent, men det var intenst stressende, og det føltes som en reel kamp for overlevelse at genvinde min vægt og mit helbred. Min vægt stabiliserede sig på omkring 44-45 kg. Jeg følte mig som en linedanser uden sikkerhedsnet. Jeg måtte være påpasselig med at spise rigtigt, hverken for meget eller for lidt, for en forstoppelse kunne potentielt være en dødsdom. Denne linedans fortsatte i måneder, og flere gange havde jeg i total frustration lyst til grædende at kaste håndklædet i ringen og give op. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg blev kastet et reb. Det kom i form af en bog, som jeg fandt i templets bibliotek på hylden med diverse. Den handlede om placeboeffekten. Jeg tog bogen i hånden og vendte den om. Første sætning på bagsiden lød: ”Is it possible to heal by thought alone?” Selvfølgelig! Der var svaret. Jeg havde grebet det helt forkert an! Jeg havde stresset over at blive rask, men hvordan kan man nogensinde blive rask, hvis man lever i en tilstand af stress? Jeg mærkede håbet skylle ind over mig. Pludselig kunne jeg se en ny anvendelse af alt, hvad jeg havde lært i templet, som jeg før havde været blind for. Jeg mærkede roen sænke sig. Det skal nok gå alt sammen. Hvad er det værste der kan ske? Jeg tror jo på reinkarnation. Det næste halve år blev en fantastisk læreproces. Jeg begyndte at se den traditionelle visdom i lyset af moderne videnskab og med en ny forståelse af de ritualer og den livsstil, jeg så længe havde ført, opstod en ny dybde og dimension i min praksis. Forskellen var mærkbar. Det eneste, jeg behøvede at ændre, var min bevidsthed og mit fokus, og med en ny bevidsthed kom forandringen naturligt. I dag er jeg sundere, lykkeligere og føler mig mere fri end nogensinde før.

Så velkommen til "Den Bevidste Livsstil ". I denne bog vil du opdage, at bevidsthed er den mest afgørende faktor for vores lykke og livskvalitet. Vi vil udforske, hvordan vi kan se de gamle traditioners visdom og livsstil i lyset af den moderne videnskabs fremskridt, og finde løsninger på de udfordringer, vi står over for i vores daglige liv.

 

Min erfaring med livet som munk - kombineret med min fascination for videnskabelig forskning af emner relateret til bevidsthed og velvære - har ledt mig til at formulere nogle koncepter, som jeg ikke kan tage æren for. Jeg har blot forsøgt at samle brikker og sætte ord på viden, der har eksisteret i tusindvis af år, og som nu kan dokumenteres med empirisk videnskab. Jeg har forsøgt at formulere det på en måde, så det vil være brugbart og tilgængeligt for så mange som muligt.

 

Vi lever i en verden, der er fyldt med stress og kaos, og det kan være svært at finde balancen og bevare roen. I dette værk vil du lære om relationen mellem stress, helbred, tanker og følelser og hvordan disse påvirker hinanden gensidigt. Vi vil udforske vores biokemiske tilstand, hvordan den påvirkes af vores følelser, og hvordan den igen påvirker vores sundhed og velvære. Vi vil også komme ind på, hvordan vi praktisk bryder mønstre og negative spiraler af tanker og følelser.

 

Vi vil opdage den positive spiral og erfare, hvordan den kan være nøglen til at forbedre vores liv. Vi vil undersøge potentialet ved tankens kraft, og hvordan vi kan bruge den til at skabe en dominoeffekt af taknemmelighed, sundhed og positive oplevelser. Vi vil se på, hvordan vi kan bruge vores forståelse af hjernens bølger, og hvordan stilhed kan hjælpe os i dagligdagen.

 

I denne bog vil vi udforske vores potentiale som mennesker, og hvordan vi kan bruge selvdisciplin til at opnå frihed uden at lade den fjerne sødmen fra et afslappet liv. Vi vil undersøge, hvordan vi i sandhed kan være til stede i nuet og bruge de store såvel som de små ting i livet til at skabe uforglemmelige minder - eller hvad jeg godt kan lide at kalde positive traumer. Vi vil lære, hvordan sådanne oplevelser rummer potentialet til at transformere vores genetiske tilstand permanent.

 

Vi vil lære, hvordan vi kan elske vores liv og fremtid, og gå den frygtløst i møde med et hjerte, der hamrer med kærlighed, en hjerne der sitrer af spænding og en forårsagtig fornemmelse af sommerfugle i maven.

 

Vi vil dykke ned i ungdommens kilde og finde ud af, hvordan træning og livsstil kan påvirke vores hormoner og vitalitet, og hvordan vi ved tankens kraft kan bevare, hvad vi har, og snyde kroppen til at tro, den er yngre, end den er. Vi vil opmuntres til, for alles bedste, at bevæge os gennem en evolution af bevidsthed - fra snæversynet egoisme til kærlighed og fællesskab - og opnå en højere lykke i en tilstand af uselvisk selviskhed og sameksistens med familien, arbejdspladsen og som borgere i en stat.

 

Vi vil lege med tanken om, hvordan fantasien sætter grænsen, og hvordan vi kan bruge tro og overbevisning til med tankens kraft at åbne døren for hidtil ukendte dimensioner af taknemmelighed, inspiration og tryghed - uanset om tanken og troen er funderet i noget sandt.

 

Tag dette som dit første, andet eller sidste skridt på rejsen mod en mere bevidst livsstil. Uanset hvor du er på den rejse, har jeg tro på, at koncepterne, som du finder her, vil kunne bringe dig sundhed, lykke og frihed hinsides din vildeste fantasi, hvis du arbejder med dem. God rejse!

 
 
 

Comments


​© 2023 - Jakob Gunder Eriksen. All rights reserved.

bottom of page