Kapitel 4. Moderne udfordringer
- gauranitai
- May 9, 2023
- 4 min read
Updated: Jun 25, 2023

”O lærde vismand, i Kali-yuga, den materialistiske tidsalder vil folk være stridige, dovne, vildledte, uheldige og frem for alt altid forstyrrede.”
- En forudsigelse fra Srimad-Bhagavatam om den moderne verden
Teknologi, underholdning og sociale medier
Den moderne verden er på mange måder meget anderledes fra den verden, vores forældre, bedsteforældre og tidligere generationer voksede op i. Ny teknologi har bragt nye muligheder med sig. Man kan i dag bruge sin tid på flere meningsløse aktiviteter end nogensinde før. Førhen var det slet ikke muligt at spilde sit liv på computerspil eller serier, men nu kan man med et tryk på en knap hidkalde alverdens underholdning både dag og nat. Er det godt eller skidt?
Ting er hverken gode eller dårlige. Det kommer altid an på, hvad de bliver brugt til. Det er godt at bruge en kniv til at skære et stykke brød med. Det er mindre godt at bruge den til at skære sig i armen eller stikke folk ned i byen. Teknologi, underholdning og sociale medier kan være oplysende og informative, men de kan også være sorte huller, der med en uimodståelig tiltrækningskraft suger intelligensen, kreativiteten og selve livet ud af verdens ungdom.
Hvorfor skulle man gøre noget spændende med sit liv, når man altid bare kan se en spændende film? Det er også meget lettere at bygge en karakter op i et computerspil end i virkeligheden. Hvorfor vise folk, at man påskønner dem, når man bare kan synes godt om deres Facebook-status?
Fristelser, stimulanser og rusmidler
Vi bliver påvirket på en helt ny måde rent psykologisk. Vi skal forholde os til smarte telefoner, der evindeligt vibrerer. Vores sanser er under konstant angreb af millioner af lyde og billeder fra reklamer såsom dem, der er designet til at fange vores opmærksomhed og narre os til at bruge penge på ting, vi ikke har brug for.
Alle ved, at alkohol dræber hjerneceller, men hvem ser skævt til, at man fester et par gange om ugen? Det er standard nu om dage. Men bare fordi noget er normalt, er det så ensbetydende med, at det er godt eller harmløst? Selv hvis man ikke er den store festabe, har man nok stadig spist mere sukker i en alder af tre år, end man for hundrede år siden gjorde på et helt liv.
Det vil være naivt at tro, det ikke efterlader ar og dybe forstyrrelser i vores bevidsthed på måder, som tidligere generationer ikke ville kunne have forestillet sig i deres vildeste fantasi. Hvordan påvirker det ikke vores koncentrationsevne, hukommelse og selvdisciplin?
Jeg priser mig selv lykkelig for, at jeg stoppede selv med at tage rusmidler i en ung alder. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget af mit potentiale der gik tabt. Men sket er sket, og man skal ikke græde over spildt mælk.
Psykiske lidelser
Et andet vidt udbredt fænomen i den moderne verden er psykiske lidelser. De mest normale er stress, angst og depression. Det er ekstremt alarmerende, hvor almindelige disse lidelser er.
Undersøgelser viser, at 45% af universitetsstuderende under presset af tårnhøje forventninger har symptomer på stress i hverdagen, og i eksamensperioden er tallet væsentligt højere! Unge sygemelder sig med stress og depression på stribe.
Det er interessant at sammenligne disse tendenser med beskrivelserne af det Vediske samfund, hvor de intellektuelles første kvalifikation var fred og sindsro. Hvis fremtidens intellektuelle i bogstaveligste forstand er ved at gå i spåner, hvor efterlader det os så ikke?
Det er nu blevet almindeligt at afhænge af lykkepiller og antidepressiv medicin og lykkepiller for at håndtere dagligdagen. En hurtig søgning på ’danskere’, ’stress’, ’depression’ og ’social angst’ vil blive besvaret af nogle foruroligende tal. Så meget for verdens lykkeligste nation.
En vaccine af selvdisciplin
Kunne det tænkes, at man ved hjælp af selvdisciplin kan danne bestemte adfærdsmønstre og derved beskytte sig mod disse moderne udfordringer på samme måde, som man med en vaccine kan gøres immun over for en sygdom?
Uden enten disciplin eller selvdisciplin kommer man ikke til at arbejde med sine evner og talenter. De år, hvor min selvdisciplin var svagest, var også de år, hvor jeg udviklede mig mindst. Jo mere jeg sløsede med mig selv, desto stærkere blev mine dårlige vaner, og følelsen af ikke at være herre i eget hus påvirkede min selvtillid. Når man først mister troen på sig selv, er der ikke langt til de før omtalte psykiske lidelser såsom angst og depression.
Disse moderne udfordringer arbejder tilsyneladende rigtig godt sammen. Hvis man for eksempel lider af social angst, er det fristende at forsvinde ind i parallelle universer af TV-serier og computerspil. Hvis man sidder foran en skærm det meste af dagen, får man ikke hverken den fysiske eller emotionelle stimulans, som man har brug for. Det kan nemt resultere i depression, som man kan flygte fra ved at drikke eller gemme sig i en hashtåge.
Man behøver ikke at holde sig til stereotyperne. Den moderne verden tilbyder en bred vifte af alternativer, så der er rig mulighed for at være original og ødelægge sit liv på en helt unik og enestående måde.
Selvdisciplin er i dag vigtigere end nogensinde før! Vi har simpelthen brug for det til at vaccinere vores sunde fornuft, drømme og ambitioner mod de mange distraktioner og fristelser, der truer os. Selvdisciplinens vaccine har ingen skumle bivirkninger. Det er ren trylledrik!
Kort opsummering:
Der er flere distraktioner end nogensinde før
Bliv ikke et offer for moderne kultur
Værn om dine drømme med selvdisciplin




Comments