Kapitel 3. Disciplens mentalitet

”Vi bærer alle frøene af storhed i os, men vi har brug for et forbillede, for at de kan spire” – Epictetus, græsk filosof.

Ordet discipel kommer af det latinske ”discipulus” og betyder ”den, som lærer”. Traditionelt har man som discipel en mester eller en guru, som man modtager viden og træning fra. Det har fungeret sådan i tusindvis af år, og moderne uddannelse hviler på det samme grundlag. Så hvis man regner sig selv for en moderne discipel i ordets bogstavelige forstand – én, som lærer – hvordan finder man da den rigtige mester, hvilken tilgang bør man have til sin uddannelse, og hvordan kan man accelerere indlæringsprocessen og opretholde den livet igennem?

Genvejen er en person

Det er essentielt at have læremestre, der kan introducere os til verden, og hvordan den fungerer. Uden dem er vi fortabte. Albert Einstein sagde engang: ”Vi står i gæld til inderne, for de lærte os at tælle, og uden det kunne ingen afgørende videnskabelig opdagelse have fundet sted.” Tænk engang, en af verdens største matematikere og fysikere takkede for noget så banalt som talsystemet. En anden stor videnskabsmand, Isaac Newton, indrømmede ligeledes: ”Hvis jeg har set længere, er det ved at stå på skuldrene af kæmper.”

Hvad er egentlig vores bidrag? Hvor meget af vores viden og evner er selvskabte? Intet! Det er alt sammen gaver, vi er blevet givet. Viden og evner eksisterer uafhængigt af os, og vi kan være så heldige at komme i kontakt med dem gennem vores lærere. Hvad end man leder efter, findes det allerede derude et sted, og nogle har fundet det.

Albert Einstein behøvede ikke at genopfinde talsystemet. Vi behøver heller ikke at genopfinde hjulet eller den dybe tallerken. De findes allerede og fungerer udmærket. Hvis blot man kan forbinde sig med dem, der har tilegnet sig den viden og de evner, man søger, kan man spare en masse besvær. Det anbefales også i Bhagavad-gita: ”Prøv blot at lære sandheden at kende ved at tilnærme dig en realiseret mester, udspørg og tjen ham. De store sjæle kan give dig viden, for de har set sandheden.”

At søge en mester

I det gamle Indien var det skik, at en aspirerende discipel ville opsøge en mester. Mesteren kunne så vælge at acceptere eleven. Situation i dag er ret anderledes. Man opsøger for det meste ikke selv sine lærere, men bliver dem givet. Lærere må stå model til en masse utaknemmelighed og urimelige elever, og lønnen er ikke særlig god nu om dage. Derfor kan man heller ikke forvente, at de lærere, vi bliver givet, er af den højeste kvalitet.

Eftersom gode undervisere og rollemodeller er så afgørende for vores udvikling, hvorfor skulle man så tage til takke med dem, som man bliver tildelt af systemet? Hvorfor ikke selv tage ansvar for sit liv og finde en læremester, som man kan tage inspiration og vejledning fra?

Det er ofte tilfældet, at læreren vil vise sig, når eleven er klar. Så hvis man søger en mester, er den første forudsætning, at man har et stærkt ønske om af finde vedkommende. Man må også være parat til at gribe muligheden, når den byder sig. Mennesker er generelt venlige, og de fleste er glade for at dele, hvad de har lært. Som der står skrevet i Biblen: ”Spørg, og du vil få svar, søg og du vil finde.” Hvis ikke man spørger, får man højst sandsynligt heller ikke noget svar. Men hvis man finder en kvalificeret lærer og henvender sig med den rette attitude, vil man blive overrasket over, hvordan lykken vil tilsmile én.

Faktisk behøver man ikke direkte kontakt med store mestre for at få stor gavn af dem, selv om det klart kan anbefales at opleve dem på nært hold. De bedste mentorer, rollemodeller og læremestre venter tålmodigt på verdens bogreoler. Frit valg på alle hylder. Hvis man læser, kan man have intim kvalitetstid med de mest eftertragtede personer, der har eksisteret. Specielt nu om dage er der ingen undskyldninger for ikke at lære. Bøger er billigere end nogensinde før, og viden om ethvert emne er frit tilgængeligt i alverdens letfordøjelige formater - video, podcasts, lydbøger osv.

Et fundament af respekt

Hvis man har fundet sin mester, hvad er så disciplens mentalitet? Hvordan relaterer man til sine lærere, så man kan få mest mulig gavn af dem? Anatomisk har vi brug for et stærkt bindevæv i form af ledbånd og sener, så knogler og muskler kan arbejde sammen. Forholdet mellem lærer og elev er på samme måde det bindevæv, der gør indlæringsprocessen gnidningsløs, smertefri og gavnlig. Hvis eleven ikke forstår sin position i forhold til læreren, eller hvis læreren ikke er elevens oprigtige velønsker, kastes der grus i maskineriet, og indlæringsprocessen forstyrres. Men hvis forholdet er godt, vil undervisningen være frugtbar.

Nogle lærere er spændende, dygtige og inspirerende og skaber naturligt en respektfuld atmosfære omkring sig. Andre er kedelige, uduelige og demotiverende. Til det kunne man spørge: ”Skal man være ydmyg og respektfuld over for en person, der ikke gør sig fortjent til min respekt?” Med respekt i undervisningen mener jeg ikke ærefrygt og skræk, men påskønnelse og taknemmelighed. Hvis ikke man har spontan og naturlig respekt for personen, kan man se ud over personen og respektere vedkommende som en repræsentant for faget.

Sagen er, at hvis man er opmærksom, nærværende og nysgerrig, kommunikerer man respekt med sin adfærd, og éns lærer vil føle sig værdsat. Det kunne meget vel være den tiltrængte inspiration, vedkommende behøver for at tage sin opgave mere seriøst. Hvis ikke, er der intet tabt. Man har derimod fået muligheden for at kultivere en uvurderlig, universelt værdsat dyd – respekt – og hvis man kan gøre den til sin standardindstilling over for mennesker generelt, vil den belønne én med bedre forhold, nye venner og velønskere. Og i en undervisningssammenhæng gør en respektfuld atmosfære gode lærere bedre og motiverer de umotiverede til at gøre en mere helhjertet indsats.

Forbliv en evig elev

Jeg hørte engang en sjov fortælling fra den vediske litteratur med en god morale. Der var en konge, som havde en søn. Kongen var meget opsat på, at sønnen fik så god en skoling som mulig. Kongen besluttede sig for at spørge sin vise minister, hvor prinsen kunne få den bedste uddannelse. Ministeren svarede: ”Mellem kvinders bryster!” Kongen, der tydeligvis blev forbavset, nåede ikke at formulere et svar, før ministeren begyndte at grine, mens han fortsatte: ”Den bedste situation for en drengs uddannelse er der, hvor han har mistet interessen for sin mors bryster, og inden han får interesse for unge pigers bryster.”

Pointen er ikke at lade sig distrahere. Den bedste tid til uddannelse er den tid, hvor man kan koncentrere sig. Det gælder for alle og ikke kun drenge, der er pjattede med bryster. Hvem end der kan vedligeholde sit fokus trods fristelser og distraktioner, kan fortsætte målrettet på vejen mod oplysning. Derfor oplærte man i vediske tider unge munke i naturlige og fredelige omgivelser fjernt fra byernes fristelser, hvor de med udelt opmærksomhed kunne koncentrere sig om at fremelske visdom uden at lade sig forstyrre af materiel lyst og besiddertrang. Bhagavad-gita råder ligeledes:”Hold derfor allerede fra begyndelsen dette begær nede ved at beherske sanserne og slå denne ødelægger af viden og selverkendelse ihjel.”

Knæk dit ego

Næst efter begær er den største distrahering på vejen mod kompetencer og kundskab sandsynligvis ego. Egentlig betyder ego bare identitet, og der er ikke noget galt i at være en person. Så når man taler om ego i en negativ sammenhæng, refererer det for det meste til det falske ego eller en persons indbildte opfattelse af sig selv. Denne ofte forskruede selvopfattelse bliver en hindring på vejen, hvis man for eksempel tænker, at man ved det hele i forvejen, og at man ikke længere har brug for at lære noget af nogen.

Et godt moderne eksempel på en person, der forblev en ydmyg og lærenem elev på trods af overvældende succes, er Kirk Hammett, der som ung guitarist blev inviteret til at spille sammen med heavymetalbandet Metallica. Mange andre musikanter havde nok ladet en sådan hædersbevisning stige dem til hovedet, men ikke Kirk. Han forholdt sig ydmygt til situationen og begyndte tilmed at lede efter en læremester, så han kunne forbedre sine evner på trods af det faktum, at han allerede var professionel musiker og spillede for en af den tids største grupper. Han var udmærket klar over, at han havde fejl og mangler, og at der var plads til forbedringer. Han havde en ansvarsfornemmelse for sine fans og gruppens medlemmer og følte, at han havde pligt til at arbejde videre på sine evner. Så han opsøgte den legendariske guitarist Joe Satriani og blev hans elev. Han tog disciplens ydmyge position, lod sig velvilligt rette på, lavede flittigt sit hjemmearbejde og forfinede gradvist sine gaver.

Tænk, hvilket potentiale der er i sådan en attitude. Hvor hurtigt bliver man ikke selv bekvemmelig og stolt over, hvad man ved og kan? Svaret er altid for hurtigt, for der vil aldrig være en tid, hvor man ved det hele, og der ikke længere er plads til forbedringer. I Bhagavad-gita gives der en liste over symptomerne på sand viden, og det er bemærkelsesværdigt, at den første kvalitet er ydmyghed, og den anden er frihed fra stolthed. Men er det ikke bare at sige den samme ting på to forskellige måder? Jo, lige præcis. Hvorfor? Det er værd er tænke over.

Kort opsummering:

Alle behøver en lærer

Respekt og ydmyghed accelerer indlæring

Forbliv altid en discipel