Kapitel 2. Fra Ingen Disciplin til Selvdisciplin

”Den eneste disciplin, der holder, er selvdisciplin.”

Hvad nu, hvis man ikke har det?

Ville du have bestået skumfidustesten? Personligt tvivler jeg på, hvordan mit yngre jeg ville have håndteret situationen. Hvis man spørger mine forældre om min barndom, er selvdisciplin nok det sidste, de vil mene kendetegnede mine unge år. Så hvis selvdisciplin ikke synes at komme naturligt, er der så noget håb for fremtiden, eller er man, fordi man har trukket et kortere strå i det genetiske lotteri, dømt til at blive taber, udskud eller, Gud forbyde det, munk?

Ikke nødvendigvis. Det handler i de fleste tilfælde ikke så meget om, hvilke kort man er blevet givet, men hvordan man spiller dem. Hjerneforskning viser, at man med sine tanker og handlinger rent faktisk kan omforme hjernen og træne bestemte områder, der er relevante for selvdisciplin, som for eksempel frontallapperne bag pandeskallen, der arbejder med valg. For dem, der tror på loven om karma, forklarer Vedaerne, at man ligger, som man har redt, og at den nuværende situation på godt og ondt er resultatet af ens tidligere handlinger. Men Vedaerne forklarer også, at man med sin frie vilje kan ændre sine tanker, handlinger og omgivelser og derigennem sin skæbne. Man har med andre ord ikke kontrol over, hvad livet udsætter én for, men hvis man har kontrol over, hvordan man reagerer på de situationer, kan man ændre sin fremtid. Så hvis ikke vi er blevet født med selvdisciplin, kan vi bestræbe os på at fremelske den.

Med fare for at blive lidt for selvbiografisk vil jeg dele min personlige erfaring af, hvordan man kan bevæge sig fra ingen disciplin til disciplin og hen imod selvdisciplin. Jeg plejede at ryge for meget hash i gymnasiet. Det havde varet ved i et par år, før mine forældre opdagede det, men da de gjorde det, blev de naturligvis bekymrede. Jeg syntes selvfølgelig bare, de var hysteriske. ”Tag det roligt, mor. Far, jeg har styr på det. Jeg kan sagtens stoppe, hvis jeg vil.” Jeg troede selv på det, og for at berolige dem lovede jeg ikke at ryge i en måned. ”Det burde ikke være noget problem. Vel?” Og det var det heller ikke de første par dage, ikke indtil, jeg mod min egen gode vilje fandt mig selv på cyklen med retning mod Pusher Street på Christiania.

Det var som en indre tovtrækning, en kamp for suverænitet. Det føltes som om, at rigtigt og forkert bekrigede hinanden, og at deres slagmark var indersiden af mit hoved. Du har sikkert set den klassiske Anders And med en engel, der prøver at tale ham til fornuft, på den ene skulder, og en djævel, der vil lede ham i fordærv, på den anden side. Det var sådan, det føltes. Senere hen lærte jeg disse to stemmer at kende som sindet og intelligensen. Intelligensen insisterede: ”Du lovede ikke at ryge! Du sagde, at du kunne stoppe, hvis du ville! Kom nu! Der er ikke engang gået en uge.” På den anden side talte sindet sin sag: ”Sikke et dumt løfte! Slap nu af. Vejret er skønt, og du trænger til at stresse af.”

Jeg blev trukket op og ned ad Københavns cykelstier. Det var et komisk scenarie. Jeg pendulerede frem og tilbage mellem Frederiksberg og Christianshavn, vendte flere gange om og skiftede retning, indtil jeg til sidst måtte bide i støvet, æde mine ord og indrømme over for mig selv, at jeg ikke havde selvdisciplinen til at stå ved min beslutning.

Frøet af disciplin

Ordbogsdefinitionen på disciplin er at styre adfærd med belønning og straf. Det vil sige, at hvis man opfører sig ordentligt, bliver man belønnet, og hvis ikke, bliver man straffet. Det er disciplin. Forældre bruger det på deres børn, det forekommer i klasseværelserne hver eneste dag, og ordensmagten bruger det til at håndhæve samfundets love. Eftersom ordet disciplin ofte forbindes med straf og strenghed, associeres det tit med noget negativt. Men disciplin er hverken positiv eller negativ. Det afhænger af, hvordan den bruges, til hvad og hvorfor.

For nogle er udefrakommende disciplin nødvendig. Det kan hjælpe én til at blive mere ansvarlig og holde sig ude af problemer. Det havde måske gjort en forskel i min tankegang, hvis der havde været mere åbenlyse konsekvenser for at bryde mit løfte til mine forældre eller en udsigt til belønning, hvis det var blevet overholdt.

Ingen bryder sig om at blive disciplineret, men det kan være en stor hjælp. Det var i hvert fald min oplevelse i militæret. Det var sundt for mig at blive tvunget op om morgenen, modtage ordrer og gøre, som der blev sagt. Hvorfor? Det hjalp mig med at sætte mig ud over mine impulsers herredømme over mit liv, i det mindste så længe jeg var under opsyn. Jeg havde ikke lyst til at stryge mine skjorter, holde snorlige orden i mit skab eller polere mine støvler, til de skinnede, for ikke at tale om at gå lange distancer i regnvejr gennem mudrede marker, konstant blive irettesat eller sprinte, til man følte, man skulle brække sig. Jeg hadede det, mens det stod på, men jeg er taknemmelig for, at jeg havde oplevelsen, for den gav mig et frø af disciplin og muligheden for, at selvdisciplinen en dag ville blomstre.

Selvdisciplinens spire

At modtage frøet er kun begyndelsen. Et frø behøver vand for at spire, og senere hen lys, næring og omsorg for at kunne vokse. Under de rette omstændigheder vil en lille spire med tiden blive til et stort og stærkt træ og begynde at give blomster, skygge og frugt. På samme måde skal disciplinens skrøbelige frø modtages og behandles forsigtigt. Først efter at have gennemgået denne kultiveringsproces vil man smage selvdisciplinens søde resultat.

At være underlagt disciplin er at afhænge af en ekstern autoritet. Men hvis man er selvdisciplineret, er der ikke længere behov for en autoritet til at overvåge og svinge pisken. Hvis man er selvdisciplineret, har man en indre motivation, entusiasme og drivkraft. Man kan ved egen kraft arbejde hårdt for at nå sine mål, selv når man er alene, og ingen kigger.

Nu lever jeg som munk i et tempel, og modsat min tid i militæret er det et bevidst, frivilligt valg, jeg har taget. Jeg er ikke tvunget til at vågne kl. 2.00 om matten. Ingen fortæller mig, at jeg skal tage et koldt bad om morgenen, og intet ville glæde min mor mere, end hvis jeg besluttede igen at blive en del af det moderne samfund, finde mig en kæreste og leve et normalt liv. Mine forældre ville med glæde hjælpe mig med at blive ’rehabiliteret’.

Så hvorfor gør jeg alt dette? Jeg kultiverer frøet. Jeg lærer at arbejde med sindet og beherske det for at kunne opleve friheden ved at vælge. Jeg skriver ikke dette for at fremstille mig selv som overlegen på nogen måde. Mit liv er blot et eksempel på, hvordan man kan bevæge sig fra ikke at have nogen disciplin til en spirende disciplin til, hvad mange ville regne for ekstrem selvdisciplin. Det betyder ikke, at det vil være det rigtige for alle at leve en så radikal livsstil. Men jeg er overbevist om, at alle vil kunne drage fordel af en bedre selvdisciplin.

Hvorfor overhovedet besvære sig?

Forestil dig et scenarie. Tænk på en stridsvogn med fem heste. Du er passageren, der bestemmer destinationen, men hvis kusken ikke har kontrol over hestene, sidder du pludselig i en farlig situation, eller måske sidder du stille og kommer ingen vegne. Du er overladt til hestenes impulser. Det er det samme, der sker, når intelligensen mister kontrollen over sanserne. Det svarer til ikke at have nogen disciplin. Vi har fem sanser, som er tiltrukket af forskellige ting. Hvis ikke vi behersker dem, vil de trække os hjælpeløst rundt i manegen. Som sådan er det et akavet og usikkert grundlag at være udisciplineret.

Måske er det bedre at være disciplineret, men det afhænger selvfølgelig af, hvem der har kontrollen. Hvis man er blevet disciplineret af al-Qaeda, vil de fleste nok mene, at det havde været bedre at forblive udisciplineret. Men hvis man er disciplineret og handler under en intelligent, hæderlig og velmenende leders autoritet, burde man gøre en positiv forskel i verden. Værdien af disciplin afhænger i sidste ende af, hvem der har kontrollen.

Det er bedst at stræbe efter selvdisciplin og tage ansvar for sit eget liv. Men så er det nødvendigt at beherske sindet og sanserne, hvilket er en stor udfordring. Det indrømmes også i Bhagavad-gita: ”Sanserne er så stærke og voldsomme, at de med magt fører sindet bort selv hos et intelligent menneske, der forsøger at beherske dem.” Men samtidig bliver værdien af en sådan heroisk indsats understreget. ”Den, der kan trække sine sanser tilbage fra sanseobjekterne, ligesom en skildpadde trækker sine lemmer ind i skjoldet, er fast forankret i perfekt bevidsthed.” En sådan person kan vælge. Endnu engang, det er frihed.

Kort opsummering:

Disciplin er at gøre, som der bliver sagt

Selvdisciplin er at tage ansvar for og beherske sit valg

Disciplin er et trin på vejen til selvdisciplin