Kapitel 1. Friheden til at vælge

”Gennem selvdisciplin kommer frihed” – Aristoteles

Jeg vågner. Det er midt om natten. Uret har endnu ikke ringet. Jeg kunne sove videre. Skulle jeg? Det er søndag, en dag, der for mange er ensbetydende med at sove længe. Nattens stilhed brydes af en flaske, der knuses udenfor efterfulgt af latter. Et par højlydte teenagere er på vej hjem fra byen. Jeg plejede at være ligesom dem – ung, vild og fri. Jeg beslutter mig for at tyvstarte dagen og rejser mig fra min seng, som egentlig bare er en tynd yogamåtte, og begynder min morgenrutine. Jeg kommer i tanke om et vers fra Bhagavad-gita: ”Hvad der er nat for de fleste, er tid til opvågning for den selvbeherskede. Og hvad der er tid til opvågning for de fleste, er nat for den selvransagende.” Jeg smiler ved tanken og begynder mine solhilsner.

Nøglen til frihed

Jeg plejede at tænke, at frihed er at gøre, hvad man har lyst til, når man har lyst til det. Hvis jeg havde lyst til at sove hele dagen, så var jeg fri til at sove hele dagen. Hvis jeg ville ryge, var jeg fri til at ødelægge mine lunger. At følge mine impulser, uanset hvor de ville lede mig, var blot en demonstration af min frihed. Jeg kan godt lide at spørge folk: ”Hvad betyder frihed for dig?” Og det er ofte svaret, jeg får: ”At gøre, hvad man har lyst til!” Men er det virkelig frihed?

Er det frihed at sove længe, hvis man ikke kan tage sig sammen til at stå op? Man kan føle sig fri til at spise, hvad man har lyst til, men hvad nu, hvis man ikke kan være fornøjet med, hvad der er godt for éns helbred? Man har måske besluttet sig for at blive hjemme og arbejde på en vigtig opgave, men er man stærk nok til at sige nej, når der melder sig et fristende tilbud? Hvis ikke, hvordan er man så fri? Forstå mig ret. Man skal ikke torturere sig selv og fornægte alt, hvad der er sjovt og spændende. Min pointe er blot, at frihed ikke er at gøre, hvad man har lyst til, men er det bevidste valg, man tager.

Jocko Willinks, som er tidligere U.S. Navy-SEAL soldat, udgav for nylig en bog med titlen ’Discipline is freedom’, hvilket passer, hvis man med disciplin mener selvdisciplin. Det er interessant, at den samme sandhed blev formuleret i Bhagavad-gita for 5.000 år siden, hvor ’frihedens regulerende retningslinjer’ nævnes. På sanskrit er ordet for selvdisciplin tapas, der bogstaveligt kan oversættes som ’varme’, ’brænde’ og ’at stråle’. Det var almindeligt for Oldtidens yogier at gennemgå frivillige prøvelser som at nedsænke sig i de iskolde floder, der løber gennem Himalayas bjerge, og tolerere ekstrem kulde eller tage tavshedsløfter og vandre ud i skovene for i stilhed at meditere i årevis. Ret vildt! Men hvorfor? For at træne selvdisciplin, beherske sindet og opleve den efterfølgende frihed til at kunne gøre, ikke hvad man har lyst til, men hvad man vælger.

Frihed er at have et valg. Kun med selvdisciplin har man kontrol over sit valg, da man ikke er tvunget til at følge sine impulsive lyster. Det gør også én i stand til lettere at træde ud af komfortzonen. Hvis man tænker over det, er der mange belønninger at hente uden for komfortzonen. At motionere er for eksempel hårdt og ofte smertefuldt, men hvis man ønsker at være sund og rask, er det nødvendigt. At studere er til tider ensformigt og uinspirerende, men hvis man drømmer om en akademisk karriere, må man kunne bide i det sure æble. Hvis man ønsker at bruge et år på at rejse og opdage verden eller måske gå tidligt på pension, så man ikke behøver at være en lønslave hele livet, må man være i stand til at leve minimalistisk. Det er alt sammen valg, man tager om enten 1) at gøre, hvad man ikke har lyst til, eller 2) ikke at gøre, hvad man har lyst til. Det er essentielt selvdisciplinens to aspekter.

At vores succes og frihed i høj grad afhænger af noget, der umiddelbart ser ud til at indskrænke vores frihed, kan for nogle være en ubekvem sandhed. Men det betyder heldigvis ikke, at livet skal være en ørkenvandring. Det betyder blot, at man må have tålmodighed til at kunne vente på et større og bedre resultat end den hurtige og umiddelbare tilfredsstillelse. I den forbindelse har Bhagavad-gita et genialt vers, som er værd at tænke over: ”Den glæde, som i begyndelsen er bitter, men senere sød, er bedre end den, som i begyndelsen er sød, men senere bitter.” Hvis det ikke slog benene væk under dig første gang, så læs det igen. Med selvdisciplin har man altså evnen til at udskyde behovet for tilfredsstillelse, mens man tålmodigt venter på noget langt bedre.

Én nu eller to senere?

I 1970’erne begyndte psykologen Walter Mischel et omfattende studie, som han kaldte skumfidustesten, af selvdisciplin og menneskelig opførsel. Hans metode var simpel. Han ville bruge børn i forskellige aldre og teste deres evne til at beherske sig ved at sætte dem ansigt til ansigt med en skumfidus, en kage eller en valgfri godte. Børnene ville blive forklaret, at de var velkomne til at spise godbidden med det samme, men hvis de var i stand til at vente i 25 minutter, ville de blive belønnet med to godbidder i stedet for én.

Dr. Mischel udførte tusindvis af sådanne eksperimenter under forskellige omstændigheder, og hans opdagelser er fascinerende. Den mest bemærkelsesværdige er, at de børn, der udøvede en høj grad af selvbeherskelse, generelt blev betydeligt mere succesfulde. Det gik op for ham, da han undersøgte sine forsøgspersoner mange år senere, at de, der havde bestået testen, ofte var sundere, gladere, bedre lønnet, havde lavere skilsmisserater osv. Det etablerer selvdisciplinens enorme værdi på en anerkendt videnskabelig basis.

Vejen til storhed

Den primære fordel ved selvdisciplin er friheden til at vælge, og den åbner døren til utallige andre fordele. Således er selvdisciplin en forvandlende egenskab med et næsten ubegrænset potentiale. Den har gang på gang forvandlet begyndere til verdensmestre, idéer til geniale opfindelser og drømme til levende virkelighed.

Det er med selvdisciplin, at en ung mand, som tænker på sin fremtid, vælger at studere, mens hans klassekammerater fester. Det var med stædig selvdisciplin, at Edison på trods af 10.000 mislykkede forsøg opfandt den elektriske pære. Det var med selvdisciplin, at Michael Jordan blev verdens bedste basketballspiller, selv om han til at starte med ikke blev udtaget til High School-holdet. Storhed er aldrig et tilfælde. Det er altid resultatet af en kontinuerlig, målrettet indsats. Men, vil nogle måske indvende, det lader til, at nogle bare er født mere privilegerede. Ja, helt bestemt. Men selv hvis man er født med utrolige talenter, må man stadig arbejde med dem, hvis man ikke ønsker at spilde dem på middelmådige bedrifter. Intet ekstraordinært forekommer uden selvdisciplin, men med selvdisciplin er næsten alting muligt.

Forudsætning for kærlighed

Kærlighed er nok ikke det første, man tænker på, når vi taler om selvdisciplin, men tænk over det. Kan man virkelig elske uden selvdisciplin? Kan vi tale om kærlighed, hvis man ikke kan bevæge sig ud over sit eget behov og sætte en anden person i første række? Hvis ikke, er det så rigtig kærlighed eller blot en billig efterligning, et spil for galleriet?

Det er med kærlighed, at en mor vælger at tilsidesætte sine egne behov til fordel for sit barns. Det er med kærlighed, at et par kan være loyale over for hinanden og holde sammen trods udfordringer. Det er med kærlighed, at man kan dedikere sig til en højere sag. Men uden selvdisciplin er kærlighed utilstrækkelig, for det bevidste valg om at elske vil være underlagt omstændigheder, der ændres, og forbigående følelser. Selvdisciplin er frihed, og kærlighed er så at være villig til at opgive den frihed til fordel for en anden person eller en højere sag.

Hvad end man gerne vil have ud af livet, uanset om det er succes, rigdom, kærlighed eller hele pakken, må man arbejde for det, og så er selvdisciplin uundværlig. Abraham Lincoln sagde engang: ”Ting kommer måske til dem, der venter, men kun de ting, der er tilbage efter dem, der maser sig frem.”

Kort opsummering:

Mere selvdisciplin betyder mere frihed

Evnen til at vente på noget bedre lover en strålende fremtid

At opgive sin frihed er ægte kærlighed